Brøndby Gymnastik Forening

 

 

Vedtægter for Brøndby Gymnastik Forening
BGF


Gymnastikforeningen blev stiftet den 18. februar 1971 sammen med Brøndby Atletikklub og hed Brøndby Gymnastik og Atletik, B.G.A.
B.G.A. blev den 25. maj 1976 opdelt i to selvstændige foreninger og gymnastikforeningen fik sit nuværende navn Brøndby Gymnastikforening, BGF.
Vedtægterne blev senere ændret flere gange, bl.a. den 6. marts 2024 og den 5. marts 2025.

 

 § 1
Foreningens navn er Brøndby Gymnastik Forening med signatur BGF. Hjemsted er Brøndby kommune.


   § 2
Foreningen som er upolitisk, har til formål at samle interesserede til at dyrke gymnastik, således at interesse for bevægelse og engagement i det sociale liv for alle medlemmer styrkes. Medlemmernes fælles medvirken og ansvar er udgangspunkt for foreningen.

   § 3
1. Alle kan optages som medlemmer. Børn under 16 år skal have forældres eller værges samtykke.
2. Bestyrelsen kan ekskludere et medlem på grund af foreningsskadelig optræden, dog først efter at det pågældende medlem har fået lejlighed til at udtale sig til forsvar for sin handlemåde. En sådan udelukkelse kan af det ekskluderede medlem indankes for den næstfølgende generalforsamling eller ekstraordinære generalforsamling og skal optages som et særligt punkt på dagsordenen. Godkender generalforsamlingen udelukkelsen, kan medlemmet kun optages i foreningen igen ved en ny generalforsamlingsbeslutning.
3. Æresmedlemmer kan udnævnes af bestyrelsen på baggrund af bestyrelsens princip om et mangeårigt medlemskab samt en synlig, betydningsfuld og ekstraordinær indsats for foreningen. Udnævnelsen finder sted på en generalforsamling.

    § 4
1. Der betales kontingent pr. hold ved sæsonstart for henholdsvis sommer- og vintergymnastik. Et holds sæson kan opdeles i moduler med tilmelding og betaling pr. modul.
2. Bestyrelsen fastsætter kontingentets størrelse.
3. Bestyrelsen kan i særlige tilfælde give et medlem hel eller delvis fritagelse for kontingentbetaling for en kortere eller længere periode.
4. Ved udmeldelse indenfor den første måned i ny sæson tilbagebetales det fulde kontingent. Ved senere udmeldelse, kan bestyrelsen i særlige tilfælde træffe beslutning om hel eller delvis tilbagebetaling.

     § 5
1. Foreningen ledes af en bestyrelse på 5-7
medlemmer.
2. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 af dens medlemmer - heriblandt formanden eller næstformanden - er til stede.
3. I tilfælde af stemmelighed på bestyrelsesmøderne er formandens (næstformandens) stemme afgørende.
4. Bestyrelsen tager referat over generalforsamlinger, bestyrelsesmøder og vigtige begivenheder indenfor foreningen.
5. Bestyrelsen vælges på generalforsamling (jfr. § 8 stk. 4 pkt. 5) for 2 år ad gangen. 
Formand og kasserer vælges direkte, den øvrige bestyrelse konstituerer sig selv. Formanden samt 2 bestyrelsesmedlemmer vælges på ulige årstal, Kassereren og den resterende bestyrelse vælges på lige årstal. Suppleanter og revisor vælges for 1 år ad gangen.
Ved alle valg kan genvalg finde sted.

6. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til særlige opgaver.

     § 6
 Foreningen er tilsluttet DGI Midt- og Vestsjælland.

     § 7
1. Foreningens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de for foreningen indgåede forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med dens respektive formue.
2. Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse overfor foreningen udover kontingentforpligtelsen.
3. Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.
4. Foreningen tegnes af formanden og kassereren i fællesskab.

     § 8
1. Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes hvert år inden den 1. juni. Dato for generalforsamling annonceres i gymnastikprogrammet. Medlemmerne indkaldes ved annoncering på foreningens officielle hjemmeside – 
www.brondbygym.dk - med mindst 14 dages varsel.
2. Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 8 dage før denne.
3. Enhver indkaldelse til generalforsamling skal indeholde en dagsorden.
4. Ordinær generalforsamling skal indeholde følgende dagsorden:

                 Pkt 1      Valg af dirigent
        Pkt 2      Beretning
         Pkt 3      Regnskab
                    Pkt 4      Indkomne forslag
                              Pkt 5      Valg af bestyrelse m.m.
                                      Formand/Kasserer 
                                             Bestyrelsesmedlemmer
                                                 Suppleanter til bestyrelsen
                        2 revisorer
                                    1 revisorsuppleant
        Pkt 6      Eventuelt

5. Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid afholdes, hvis bestyrelsen finder det nødvendigt, eller mindst 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer ønsker det. I så fald skal skriftlig begæring herom indsendes til bestyrelsen, som forpligter sig til at afholde denne senest 14 dage efter, med indvarsling senest 8 dage før fastlagt dato. De medlemmer, som har begæret generalforsamlingen, har mødepligt.
6. En lovlig indvarslet generalforsamling (jfr. § 8 stk. 1,3,4 og 5) er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer.  
7. Til vedtagelse af beslutninger, som generalforsamlingen måtte ønske at træffe, kræves almindelig flertalsbeslutning (jfr. dog § 9). Stemmeberettiget er ethvert medlem som er fyldt 18 år. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde. Afstemning skal foretages skriftligt, såfremt det forlanges. 
Valgbar til bestyrelsen er ethvert medlem, der er fyldt 18 år, til kassererposten dog min. 25 år.
8. Til vedtægtsændringer kræves 2/3 dele af samtlige stemmeberettigede medlemmers stemme på en generalforsamling. Såfremt dette ikke kan opnås, kan vedtægtsændringer vedtages på en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling. På denne ekstraordinære generalforsamling kræves almindeligt flertal blandt de fremmødte stemmeberettigede medlemmer for at vedtægterne kan vedtages.

    § 9
1. Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en alene med dette formål indvarslet generalforsamling, på hvilken mindst 3/4 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer skal stemme for.
2.
På denne generalforsamling opgøres foreningens midler, og disse tilfalderandre/en anden almennyttig forening i Brøndby med tilsvarende formål som i disse vedtægters § 2. Endeligt valg af modtagende forening/foreninger besluttes i forbindelse med ovennævnte generalforsamling.

Den på BGF’s ekstraordinære generalforsamling den 28. februar 2018 vedtagne beslutning om anvendelse af arven fra Gerda og Carlo Nielsens bo er gældende for den forening, der modtager BGF’s midler, såfremt der på tidspunktet for overdragelsen fortsat forefindes en saldo i regnskabet på kontoen for de bundne midler.

 

 






Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk